13. nov. 2012
9. nov. 2012
Jeg har aldrig følt sådan en stor følelse af mindreværd som jeg gør for tiden. Som om der er ingen der virkelig giver sig tid til at hører på en, når man allermest har brug for at komme ud med det hele.. bare græde igennem ved en. Jeg savner en der giver sig tid til at sætte sig ned og prøve at forstå mig. Det er også bare røv at have sådan en følelse når man selv føler man gør rigtig meget når dem man har omkring en har det svært og så aldrig rigtig får noget igen.. eller folk giver op på en.
Man får allermest bare lyst til at grave sig ned i et stort sort hul når man bliver presset for alle siger og får fortalt hvordan man skal leve sit liv. Jeg er selv 17 år og lige siden jeg var 10 år har jeg blevet fortalt at jeg ikke dur til noget eller at jeg gør det forkert. Det har været svært at skulle blive voksen så hurtig. Tage stilling til ting som man normalt ikke bør i denne alder. Oplevet utroskab, trusler, selvmords tanker, selv skade og meget mere. Ikke blive taget seriøst af sine forældre som mener man faker sine følelse og psykiske tilstand. Og det eneste man kan tænke er at de skulle prøve at stå i ens sted. Eller om det faktisk er en selv den er helt galt med. Får det svært ved at forholde sig til sociale relationer som fx i skolen.
Der er så meget jeg vil ønske jeg kunne lave om. Så meget barndom jeg gik glip af. Holdt fast i de venner der støttede mig, men gled fra mig i mit fald.
"Here is the world, beautiful and terrible things will happen. Do not be afraid."
Man får allermest bare lyst til at grave sig ned i et stort sort hul når man bliver presset for alle siger og får fortalt hvordan man skal leve sit liv. Jeg er selv 17 år og lige siden jeg var 10 år har jeg blevet fortalt at jeg ikke dur til noget eller at jeg gør det forkert. Det har været svært at skulle blive voksen så hurtig. Tage stilling til ting som man normalt ikke bør i denne alder. Oplevet utroskab, trusler, selvmords tanker, selv skade og meget mere. Ikke blive taget seriøst af sine forældre som mener man faker sine følelse og psykiske tilstand. Og det eneste man kan tænke er at de skulle prøve at stå i ens sted. Eller om det faktisk er en selv den er helt galt med. Får det svært ved at forholde sig til sociale relationer som fx i skolen.
Der er så meget jeg vil ønske jeg kunne lave om. Så meget barndom jeg gik glip af. Holdt fast i de venner der støttede mig, men gled fra mig i mit fald.
"Here is the world, beautiful and terrible things will happen. Do not be afraid."
11. sep. 2011
8. sep. 2011
Change
Der er sket så mange ting i mit liv, siden jeg har skrevet herinde sidst at jeg næsten ikke kan forstå det mere. Nye venskaber, gamle tabt. Det er som om hele mit liv er blevet vendt på hovedet, rystet godt og grundigt rundt .. alt er så nyt. Jeg er startede i 10. klasse. Det hele er gået så hurtigt, og jeg har fået en helt ny hverdag. Jeg er blevet single igen, efter 1½ år i et forhold. Der er så meget man skal vende sig til. Min farmor er lige kommet på sygehuset med en blodprop i hendes hjerte. Men, på trods er alt det, er jeg lykkelig. Det er længe siden jeg har haft det sådan, men jeg føler virkelig at verden bare er fantastisk, jeg har aldrig følt mig så glad.
Abonner på:
Opslag (Atom)