Jeg har aldrig følt sådan en stor følelse af mindreværd som jeg gør for tiden. Som om der er ingen der virkelig giver sig tid til at hører på en, når man allermest har brug for at komme ud med det hele.. bare græde igennem ved en. Jeg savner en der giver sig tid til at sætte sig ned og prøve at forstå mig. Det er også bare røv at have sådan en følelse når man selv føler man gør rigtig meget når dem man har omkring en har det svært og så aldrig rigtig får noget igen.. eller folk giver op på en.
Man får allermest bare lyst til at grave sig ned i et stort sort hul når man bliver presset for alle siger og får fortalt hvordan man skal leve sit liv. Jeg er selv 17 år og lige siden jeg var 10 år har jeg blevet fortalt at jeg ikke dur til noget eller at jeg gør det forkert. Det har været svært at skulle blive voksen så hurtig. Tage stilling til ting som man normalt ikke bør i denne alder. Oplevet utroskab, trusler, selvmords tanker, selv skade og meget mere. Ikke blive taget seriøst af sine forældre som mener man faker sine følelse og psykiske tilstand. Og det eneste man kan tænke er at de skulle prøve at stå i ens sted. Eller om det faktisk er en selv den er helt galt med. Får det svært ved at forholde sig til sociale relationer som fx i skolen.
Der er så meget jeg vil ønske jeg kunne lave om. Så meget barndom jeg gik glip af. Holdt fast i de venner der støttede mig, men gled fra mig i mit fald.

"Here is the world, beautiful and terrible things will happen. Do not be afraid."