Whatever

Jeg blev faktisk lidt inspireret af en Nik og Jay sang, som kom i radioen her den anden dag. En bestemt sætning ramte mig. "Alle prøver at passe ind, alle prøver at skille sig ud". Den gav mig rigtig meget at tænke på, da jeg de sidste par år har brugt rigtig meget tid på at finde ud af hvem jeg er. I starten ved at prøve og passe ind, ved at hører det samme musik som andre gør, gå i det samme tøj som dem over i skolen gør og opfører mig som andre gør. Her de par sidste år, har jeg haft det er meget sådan at jeg gerne ville skille mig ud fra andre, jeg ville ikke være ligesom alle andre. Jeg ville hører det musik jeg elsker, og ikke hvad andre synes er in. Jeg ville ikke gå i tøj som andre går i, det er for 'normalt'. Nej, jeg ville skille mig ud. Jeg har endelig fået mine egen holdninger, men alligevel kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvad andre tænker om mig. Jeg har snakket med mange på min alder, der har det præcis på samme måde. Hvorfor har vi dette kæmpe behov om at blive accepteret? Hvorfor kan vi ikke bare være tilfredse med os selv og være ligeglade? Får jeg ville næsten vædde med, at ingen er ligeglade med hvordan andre tænker om dem. Selvom jeg tit selv siger, at andres folk mening ikke betyder noget for mig og jeg ville ikke ændre mig af den grund, men hvis det var sådan, hvorfor har jeg så dette behov for at klæde mig anderledes end andre, hører noget lidt andet musik end flertallet. Jo - fordi jeg gerne ville ses, ligesom alle andre.  Ville nogen gange bare ønske, at jeg bare kunne slappe af og faktisk får en gang skyld bare nyde at jeg er den jeg er. Det er bare så svært. 

Ja, jeg har haft en fantastisk sommerferie og alt det der, tak! Der er bare lige sket det, der ændrede det hele. Jeg er virkelig bange for at miste min bedsteven. Vi har kendt hinanden i utrolig mange år, og har altid vidst hvor vi har hinanden, men lige pludselig, sætter der sig noget i klemme. Som om, der er noget der ikke er det samme mere. Alt er anderledes. Vi kan ikke være sammen mere. Det ville være mærkeligt nu, ville det ikke? Selvom du prøver at overbevise mig om, at vi aldrig mister hinanden, er jeg ved at miste håbet. Det er som om, vi er fremmed for hinanden, når vi går på gaden. At det ville være akavede hvis jeg pludselig kom til din dør, bare for at sige hej. Hvorfor er det blevet sådan nu? Hvorfor skal tingene ændre sig så meget .. Hvorfor skal det vi havde bare forsvinde. Hvorfor gør vi ikke noget? 

Lonely mind

Jeg er bange for at blive alene, ensom. Jeg er nok ikke den eneste. Alt der sker andre ting i din omkreds' liv, der gør, at de ikke har tid til en mere. De møder nye venner. Vi begynder at få så forskellige hverdage, at man til sidst ikke har mere at snakke om. Bange for at glide fra hinanden. Bange for at miste sin bedsteveninde. Bange for sin kæreste finder en ny. Jeg er nok en af de personer der tænker alt for meget over sådanne ting, men næste år, starter tiende klasse for mit vedkommende, og min hverdag ville ændre sig fuldstændig. Jeg har jo gået på den samme folkeskole i 10 år, med nogenlunde de samme folk, og så at skulle over i et helt andet ungdoms miljø, kan godt skræmme mig en vis grad. Nu har man jo lært sin plads det sted man kommer fra, men det hele kan jo ændre sig nu. Ville de accepter mig for den jeg er? Ligesom den omgangskreds jeg har nu gør. Ville jeg en af de personer, der altid skal sidde alene, uden nogen at kunne snakke med, som jeg kan fortælle hvordan jeg har det. Det hele bliver så nyt. Selvom at jeg prøver at lade vær med at være så negativ indstillet, kommer der hele tiden nye ting hjem i mit hoved, som skræmmer mig.  

Jeg har været en uge afsted til Bornholm for at besøge en af mine veninder, som jeg ikke havde set over et år og det var virkelig fantastisk. Alle kender jo følelsen af savn til en anden person og så når man endelig genforenes er alt bare perfekt i det øjeblik og intet kan ødelægge det.  Desværre går sådan en uge alt for hurtig og inden man ved af det, er det slut. Nu sidder jeg her på mit værelse igen og tænker på hvorfor skal nogen af de mennesker man holder mest af bo så langt væk, at man bliver nød til at savne dem hele tiden? Det er svært. 

Så har man lige fået brev fra sin kommende tiende klasse lære, med skoleskema og klasseliste. Jeg har brugt hele dagen på at facebook alle jeg skal i klasse med, haha. Det ser ikke helt slemt ud .. jeg ville se positivt frem til et godt år sammen med Anneli, Bo, Carina, Charlotte, Christian, Christina, Gitte, Mads, Maja, Mikkel, Morten, Oscar, Sebastian, Simon, Simon T, Theresa og Thomas!

Enjoying life

Alt går bare så godt for tiden. Jeg elsker mit liv. Måske er det også en af grundene til jeg ikke har fået skrevet i min blog så meget, sorry! Der er bare så meget at se til. Nu kan jeg virkelig mærke at sommerferien er igang. Har været på skovtur, været ude og spise med nogen veninder, rullet på rulleskøjter, spist is med kæresten, set film til langt ud på natten og nu er bedstevennen lige kommet hjem fra Paris, så jeg skal snart om at have set en film med ham og drikke for gamle julebajer! Yay, livet er bare 156106 gange bedre når det er sommer. Ser frem til at skulle til Bornholm på lørdag. God sommer til jer alle!